Dansk English

Salgs- og leveringsbetingelser


§ 1 Generelt
Enhver leverance finder sted på grundlag af nærværende salgs- og leveringsbetingelser.

§ 2 Tilbud
Tilbud er bindende for sælger i 14 dage.

§ 3 Betaling
Med mindre andet er aftalt og skriftligt bekræftet fra sælgers side er betalingsbetingelsen netto 8 dage.

Betales købesummen ikke rettidigt beregnes fra forfaldsdagen, og af den til enhver tid værende restgæld, en rente på 2,0 % pr. påbegyndt måned. Betaling af morarenter afskærer ikke sælger fra at kræve erstatning for yderligere tab, købers misligholdelse af betalingspligten måtte medføre.

Køber er forpligtet til at foretage enhver betaling til sælger, som om levering var sket til aftalt tid, selvom levering er udskudt på grund af købers forhold.

Køber er ikke berettiget til at modregne eller tilbageholde nogen del af købesummen på grund af modfordringer, medmindre dette er skriftligt anerkendt af sælger.

§ 4 Ejendomsforbehold
Sælger forbeholder sig ejendomsretten til de leverede varer, indtil betaling har fundet sted med tillæg af påløbne renter og omkostninger.

§ 5 Levering og forsinkelse
Levering sker fra sælgers adresse og for købers regning og risiko.

En overskridelse af leveringstiden med 10 dage på grund af sælgers forhold betragtes i enhver henseende som rettidig levering, hvorved køber ikke af den grund kan udøve nogen beføjelser over for sælger.

Såfremt forsinkelse ved levering skyldes, at sælger er forhindret i at levere på grund af arbejdskonflikt, brand, krig, vareknaphed eller enhver anden omstændighed samt alle tilfælde af force majeure, udskydes leveringen med den tid, som hindringen varer. Dette gør sig gældende uanset om årsagen til forsinkelsen indtræffer før eller efter udløbet af den aftalte leveringstid.

Sælger påtager sig ikke noget ansvar eller nogen erstatningspligt i forbindelse med følgevirkninger på grund af forsinket levering.

Begge parter er dog berettiget til at annullere aftalen, såfremt forsinkelsen overskrider 2 måneder.

§ 6 Emballage
Sælger skal påse, at ydelsen emballeres forsvarligt. Såfremt køber måtte have særlige krav eller ønsker i forbindelse med emballering, skal dette meddeles sælger skriftligt, inden aftalen indgås.

§ 7 Mangler
Køber skal straks ved levering foretage undersøgelse af varerne fra sælger.

Hvis køber vil påberåbe sig en mangel, skal køber, straks efter manglen er eller burde være opdaget, give sælger skriftlig meddelelse herom, samt anføre hvori manglen består.

Såfremt køber ikke reklamerer som anført, kan køber ikke senere gøre manglen gældende.

Efter sælgers valg vil mangler ved det solgte blive afhjulpet eller omleveret for sælgers regning inden rimelig tid. Såfremt dette ikke sker, er køber berettiget til at hæve aftalen, kræve afslag i købesummen eller kræve erstatning.

Har køber ikke inden 8 dage efter leveringsdato påberåbt sig manglen over for sælger, kan køber ikke senere gøre manglen gældende.

§ 8 Misligholdelse
Ved købers misligholdelse er sælger berettiget til at standse yderligere leveringer og kræve erstatning efter de almindelige kontraktretlige regler.

§ 9 Ansvarsbegrænsning
Et erstatningskrav over for sælger kan ikke overstige fakturabeløbet.

Sælger hæfter ikke for driftstab, avancetab, som følge af forsinkelse eller mangler ved det solgte.

Sælger skal uden ugrundet ophold skriftligt underrette køber, såfremt der indtræffer force majeure og andre forhold, som sælger ikke er herre over.

For produktansvar gælder de til enhver tid gældende regler i dansk ret.

§ 10 Garanti
Med mindre andet er meddelt ydes der garanti i henhold til de til enhver tid gældende regler i dansk ret.

Eventuelle garantiforpligtigelser er betinget af at produktet anvendes og vedligeholdes i henhold til sælgers forskrifter.

§ 11 Lovvalg og værneting
Aftalen er underkastet dansk ret. Enhver uoverensstemmelse mellem parterne afgøres ved Sø- og Handelsretten i København.


Opdateret 1.5.2010